Om bogen
Bogens forfatter, Søren Peder Sørensen, har over tre somre besøgt den nedlagte kulmineby, hvor han har interviewet fraflyttede, der sommer efter sommer vender tilbage for at genfinde ‘deres tabte paradis’.
Klik her for at læs et uddrag af bogen.
- Hvem besluttede det?
- Flyttede folk frivilligt eller blev de tvunget?
- Hvad vil en undskyldning betyde?
- Skal der gives en undskyldning? Og hvem bør i så fald give den?
Det er nogle af de centrale spørgsmål, som bogen Qullissat – byen der ikke vil dø, rejser.
Siden 2010 har jeg arbejdet med bogen om den nedlagte grønlandske kulmineby Qullissat (Kutdligssat). Jeg har undersøgt, hvad der var årsagen til, at de danske myndigheder lukkede kulminen og byen, som var Grønlands sjette største by med omkring 1.400 indbyggere. Og jeg har interviewet fraflyttede om konsekvenserne af, at de blev flyttet.
Qullissat blev grundlagt i 1924 og var i de næste 48 år Danmarks eneste statsdrevne kulmine. Hele byen var bygget op omkring kulminen, og da kulminen gav stigende økonomisk underskud, besluttede de danske myndigheder i 1968 at lukke byen med virkning fra 1972. Det er det eneste kendte eksempel på en dansk industriby, som er blevet nedlagt.
Flytningen af 1.400 mennesker var dramatisk. Indbyggerne blev spredt over mere end 2.000 kilometer eller lige så langt som fra København til Istanbul i Tyrkiet. Den er blevet kaldt danmarkshistoriens største organiserede folkeflytning. Men den foregik i al ubemærkethed. Den blev ikke udsat for en politisk debat, og heller ikke medierne tog sagen op. Derfor har Qullissat været så godt som ukendt i den danske offentlighed i modsætning til den grønlandske, hvor byen fortsat vækker følelser.
Med en journalistisk tilgang
Qullissat – Byen der ikke vil dø er ikke en historisk, videnskabelig afhandling. Den er journalistisk og dokumentarisk. Med en journalistisk tilgang fortæller jeg fra byens historie og om livet i kulminebyen. Jeg beskriver den langstrakte og uigennemskuelige beslutningsproces, der førte til lukningen. Hvornår var det politikeren, hvornår var det embedsmanden, der bestemte? Det er et af de vanskelige spørgsmål.
Et vigtigt omdrejningspunkt er at se nærmere på de sociale og menneskelige konsekvenser, som flytningen fik for de berørte grønlandske familier.
I bogen indgår reportage fra byen, fra mineområdet, fra banko i forsamlingshuset og fra andre af byens karakteristiske lokaliteter.
Jeg har opholdt mig i den nedlagte by over tre somre, 2010, 2011 og 2012. Det sidste besøg, som faldt sammen med sommerstævnet i anledning af 40 året for byens nedlæggelse, var sammen med fotograf Leif Tuxen og det er hans billeder, som er de gennemgående blandt bogens mange illustrationer, og som også pryder forsiden.
Jeg har talt med og interviewet fraflyttede, som sommer efter sommer vender tilbage til deres forladte by for at vedligeholde deres huse, genopleve fællesskabet og få bearbejdet smertelige følelser. Ud fra dette har jeg til bogen udvalgt seks person-portrætter, som afspejler følelser som rådvildhed, afsavn, ydmygelse, sorg, glæde og håb.
Bogens indhold er en vekselvirkning mellem dengang og nu. Den trækker tråde til den aktuelle situation i Grønland, som står foran åbning af nye miner til udvinding af mineraler. Af historien om Qullissat kan man lære noget om, hvor vigtigt det er at inddrage borgerne i beslutningsprocessen. At det er afgørende for hele den demokratiske proces, at der er åbenhed. At magthaverne, der være sig embedsmænd eller politikerne, lægger deres præmisser frem og diskuterer dem i åbenhed.
Et aspekt, som rækker ud over Grønland, relaterer til den voldsomme centralisering, som i disse år sker omkring de store byer, på udkantsområdernes bekostning. Qullissat og de fraflyttedes historie rejser spørgsmålet, om andet end økonomiske parametre bør være afgørende for, hvornår et område (landsby, bygd, flække) erklæres urentabel. Hvad med de menneskelige værdier? Kan et menneskes værdi alene gøres op i kroner og ører?
Om en undskyldning
Skal nogen give en undskyldning? Ofte er spørgsmålet blevet rejst i dansk-grønlandsk sammenhæng, og lige så ofte er det blevet afvist med modspørgsmål som: For hvad skal siges undskyld? Hvem skal sige undskyld?
I bogens kontekst får ”undskyldning” en bredere betydning. De fraflyttede efterlyser en undskyldning fra de ansvarlige myndigheder. Det, som ligger bag dette ønske, er behovet for en anerkendelse af, at det havde store menneskelige omkostninger, da de blev flyttet mod deres vilje. Som én udtrykker det i bogen: ”Man kan ikke tage den oplevelse fra folk, at de føler, at de blev tvangsflyttet”. En offentlig undskyldning vil være en restitution af følelsen af at have fået sin menneskelige værdighed krænket. Heri ligger behovet for, at de tvangsflyttedes historie bliver kendt, at den bliver erkendt og anerkendt. Heri kan ligge en restitution, sådan som det blev formuleret i temaet for sommerstævnet i Qullissat i 2012: Lad os med lykke se fremad.
Bogens målgruppe
Bogen relaterer til de mennesker i Grønland og Danmark, der direkte og indirekte er blevet berørt af byens lukning. Som målgruppe omfatter den også de læsere, der interesserer sig for politik, historie og kultur. Jeg har bestræbt mig på at skrive bogen, så læsere kan få glæde af den uden på forhånd at have et stort kendskab til Grønland og grønlandske forhold. Tonen er åben, spørgende og undrende.
Søren Peder Sørensen
5. september 2013